| |
CARSTENKOFOED.DK |
Krigsgal gør blind
Af Carsten Kofoed, 20. september 2009
Endnu en ung dansker er dræbt i Afghanistan. Han blev det 26. offer for krigeriske politikeres beslutninger og sin egen tvivlsomme moral, der tilskyndet af krigspropagandaen tilsagde ham – naturligvis for fred, frihed, demokrati og Danmarks sikkerhed – at invadere et land i Langtbortistan.
Det burde ikke – især ikke som dansker – være så svært at forstå, at afghanerne ikke ønsker fremmede på deres jord, der med våbenmagt vil bestemme, hvordan de skal leve.
Hverken Alexander den Store, Djengis Khan, det britiske imperium eller Den Røde Hær havde succes med at ”civilisere”, altså undertvinge, disse stolte afghanere. Men det forsøger danske jenser fra Almegårds Kaserne på Bornholm i 2009 i Helmand-provinsen. Ak ja!
Canada har sagt stop for vanviddet og trækker sine 2500 soldater hjem fra den oprørske Kandahar-provins i 2011. I Danmark afviser en krigsgal regering og opposition enhver deadline. Det koster milliarder, flere danske liv og krigsmodstanderes stemme.
Sendt som læserbrev (max. 150 ord) til den danske presse den 20.
september 2009. Bragt i MetroXpress den 21. september 2009, i Berlingske
Tidende og Ekstra Bladet den 22. september 2009 samt i Nordjyske Stiftstidende
den 23. september 2009.
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk