Af Carsten Kofoed, 28. februar 2006

Selvom sagen om Mohammed-tegningerne ikke handler om ytringsfrihed, sådan som krigsforbryderregeringen og alskens racister, chauvinister og islamofober påstår, så kan det alligevel være formålstjenligt at benytte lejligheden til at sige et par grundlæggende ting om ytringsfriheden i det kapitalistiske Danmark – ikke mindst set i lyset af, at stort set alt og alle, tilmed erklærede socialister og revolutionære, sværger til den såkaldte ytringsfrihed som noget helligt og absolut, som noget, der nærmest fremtræder i sin mest udviklede form i det borgerlige Danmark.

Regeringen og hele rækken af reformister og pseudosocialister i Folketinget er enige om, at den danske regering ikke kunne undskylde på Jyllands-Postens vegne, fordi regeringen ikke kontrollerer den danske presse, siger de. Men er der virkelig ikke mere at sige til det?

Hvis man blot har læst det mest elementære af Karl Marx, en af den videnskabelige socialismes grundlæggere, så ved man, at der i dagens Danmark som i alle kapitalistiske samfund findes to store antagonistiske samfundsklasser, borgerskabet og arbejderklassen, og at borgerskabet besidder den økonomiske og dermed politiske magt i et kapitalistisk samfund.

I det lys er Jyllands-Posten, som tilmed er den avis, der mest massivt har bakket regeringens politik op, på ingen måde uafhængig. Den er en megafon for borgerskabet, ja tilmed de allermest reaktionære dele af dette. Avisens egentlige formål er således ikke at bringe ”nyheder” eller ”sandheden” til det danske folk, men at sprede borgerlige og reaktionære synspunkter i hele den danske befolkning.

Hvis man anlægger denne betragtning, som er den reelle virkelighed, så bliver kravet om en undskyldning fra den borgerlig-reaktionære krigsforbryderregering, den politiske repræsentant for borgerskabet, mere forståelig.

Lenin om ytringsfrihed

Denne klassevinkel har de reformistiske partier i Folketinget selvfølgelig ikke fremhævet af den simple grund, at de ikke er klassepartier, at de ikke har en marxistisk opfattelse af staten, af demokratiets og dermed af frihedsrettighedernes klassekarakter osv.

”Ja til ytringsfriheden,” erklærede eksempelvis Enhedslisten om den såkaldte ytringsfrihed i det borgerlige Danmark den 13. februar (1). Den 24. februar mærkede de rød-grønne på deres egen krop de konkrete og klare grænser for den borgerlige klassestats ytringsfrihed (2). Da fik Enhedslisten ligesom andre organisationer fra sin hjemmeside fjernet Oprørs appel om støtte til befrielsesbevægelserne FARC og PFLP, som borgerskabet og dets krigsforbrydere kalder ”terrororganisationer”. Så meget for ytringsfriheden i den borgerlige klassestat.

Men hvad siger marxismen egentlig om ytringsfriheden under kapitalismen?

En af marxismens store teoretikere er Lenin, der i 1917 stod i spidsen for verdens første socialistiske revolution. I sin tale til Kommunistisk Internationales 1. kongres i marts 1919 sagde Lenin følgende om ytringsfriheden:

””Trykkefrihed” er ligeledes en af ”det rene demokratis” hovedparoler. Også her ved arbejderne – og socialister verden over har millioner af gange erkendt – at denne frihed er et bidrag, så længe de bedste trykkerier og de største papirlagre er i kapitalisternes hånd, så længe kapitalens magt over pressen består, en magt, som overalt i verden fremtræder med des større, skarphed og kynisme, jo mere udviklet demokratiet og det republikanske system er, som for eksempel i Amerika. Skal der erobres virkelig lighed og virkeligt demokrati for de arbejdende, for arbejderne og bønderne, må kapitalen fratages sin mulighed for at hyre skribenter, købe forlag og bestikke aviser, og hertil er det nødvendigt at bryde kapitalens åg, at styrte udbytterne og nedkæmpe deres modstand.

”Frihed” har for kapitalisterne altid været de riges frihed til at berige sig og arbejdernes frihed til at dø af sult. Trykkefrihed er for de rige frihed til at bestikke pressen, frihed til at bruge rigdommen til fabrikation og forfalskning af den såkaldte offentlige mening. ”Det rene demokratis” forsvarere viser sig i praksis at være forsvarere af det mest beskidte og korrupte system, som giver rigmænd magten over massemedierne. De viser sig at være folkebedragere, som med plausible, kønne og helt igennem falske ord afleder folket fra den konkrete historiske opgave at befri pressen for dens slavebinding til kapitalen. Virkelig frihed og lighed kommer med den orden, som kommunisterne er ved at skabe, og som ikke giver mulighed for at berige sig på andres bekostning, ikke giver objektiv mulighed for, hverken direkte eller indirekte, at underkaste pressen pengemagten, ikke bliver en hindring for, at enhver arbejdende (eller grupper af arbejdende, uanset størrelse) har og også realiserer lige ret til at bruge samfundets trykkerier og samfundets papir.” (3)

Dette er ikke bare marxismens grundlæggende opfattelse af ytringsfriheden under kapitalismen, men også en rammende karakteristik af den bedrageriske rolle, som ”demokratiets” og ”ytringsfrihedens” forsvarere på venstrefløjen spiller i konsolideringen og bevarelsen af kapitalens og aviser som Jyllands-Postens ret til at lyve og bedrage over for den almindelige befolkning og herved forlænge deres kapitalistiske udbyttersamfund.

Noter:

1. Ja til ytringsfrihed og tolerance - Nej til dansk racisme og politisk islamisme, Enhedslisten, www.enhedslisten.dk, 13. februar 2006.

2. Appel fjernet fra Ytringsfrihed.nu, Enhedslisten, www.enhedslisten.dk, 24. februar 2006.

3. V.I. Lenin: Kommunistisk Internationales Første Kongres, 2.-6. marts 1919, Udvalgte Værker, Bind 11, Forlaget Tiden 1983, s. 212.

---

Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk