Af Carsten Kofoed, 23. februar 2006

Blandt mange ting har besættelsen af Irak også ført til en øget interesse omkring forholdene, da Danmark var besat af Hitler-Tyskland under 2. verdenskrig. I dag er danskerne med rette stolte af deres modstandsfolk, som med livet som indsats sloges for Danmarks frihed og herigennem gav deres bidrag til den endelige sejr over fascismen. Ikke blot alle på venstrefløjen, men også en god portion borgerlige anerkender den betydningsfulde og ledende rolle, som Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) spillede i organiseringen af modstandskampen i Danmark.

Denne vigtige periode i Danmarks historie er der al mulig grund til at bevidstgøre om, ikke mindst i en tid, hvor borgerlige og reaktionære kræfter ønsker at omskrive alting, så det passer i deres mørke, forløjede verden. Danmarks progressive, revolutionære og frem for alt kommunister har naturligvis en særlig opgave her.

Set i det lys er det forkasteligt, at man i avisen Kommunist, der er organ for Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), et prosovjetisk parti med rødder i den gamle Moskva-orienterede del af den kommunistiske bevægelse, forsøger at sammenligne det kæmpende kommunistiske DKP med den samling landsforrædere, der, mens de sidder bag amerikanske kampvogne og deltager i alle dele af besættelsesmagtens institutioner, det være sig regering, parlament og politistyrker, kalder sig Iraks Kommunistiske Parti (IKP).

For det er desværre en sådan gedigen historieforfalskning, som man kan læse i den erklærede kommunistiske avis. I en længere artikel af Knud Andersen med titlen ”Iraks KP og forfatningsafstemningen” (1) forsøger Kommunist at forsvare IKP’s samarbejde med den amerikansk ledede besættelsesmagt og helt konkret partiets anbefaling af at stemme ”ja” til den amerikansk-zionistisk designede ”forfatning”, som blev ”vedtaget” i Det Hvide Hus. Med henvisning til det illegale DKP’s opfordring til at stemme blankt ved kollaboratørvalget i marts 1943, der skulle give et ”folkeligt” ja til samarbejdspolitikken, mener Andersen, at det har vist sig, at ”kommunistiske partier bedst selv var i stand til at bedømme forholdene i de lande, hvor de virkede.” (2)

Med andre ord: IKP er et kommunistisk parti på linje med DKP. De irakiske ”kommunister” har ganske enkelt bare ”valgt” lidt anderledes i den konkrete situation. En sådan udlægning er ikke bare dybt forkert, grotesk misbrug af historien, men også en kæmpemæssig hån mod de danske kommunister i modstandens DKP og kommunismen som sådan. Det vil derfor her være naturligt at drage et par enkelte sammenligninger mellem de to partiers dispositioner under de respektive besættelser, som de virkede og virker under.

Før besættelsen

Før krigen mod Irak samarbejdede IKP meget tæt med USA. IKP har endda selv offentligt indrømmet sine nære forbindelser til de angloamerikanske imperialister. I et interview den 23. juni 2003 med det arabiske dagblad Al-Sharq Al-Awsat udtaler IKP’s formand Hamid Mousa forespurgt, om det dog ikke er underligt, at amerikanske og britiske embedsmænd efter besættelsen besøger IKP’s hovedkontor i Bagdad:

”Det er ikke første gang, at der har fundet diskussioner sted mellem IKP og amerikanerne og briterne og andre medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Tidligere har der været møder i USA, Kurdistan og Damaskus.” (3)

Hvad sidder et erklæret kommunistisk parti sammen med de angloamerikanske imperialister efter? Tilmed mens disse imperialister med deres folkemorderiske blokade dræber to millioner irakere og påtænker at føre krig mod og besætte Irak?

Det svarer til, at DKP rendte ind og ud af den nazistiske førerbunker i Berlin, inden Danmark blev besat! For god ordens skyld skal det nævnes, at det gjorde det kommunistiske DKP naturligvis ikke.

Imens IKP over for den vestlige fredsbevægelse fastholdt at være imod krigen, så holdt partiet altså møder med de vestlige aggressorer. Det beviser, at partiets modstand mod krigen ikke var reel. Hvad der konkret blev aftalt under møderne mellem IKP og USA, kan man af gode grunde ikke vide med sikkerhed. Men set i lyset af IKP’s efterfølgende handlinger kan man pege på en meget sandsynlig hovedopgave:

IKP fik af USA til opgave i fredsbevægelsen ved hjælp af sine kontakter til venstrefløjen i de enkelte lande at forsøge at bremse modstanden mod krigen ved at aflede protesterne mod imperialismen og oliekrigen over i en diskussion om ”demokrati kontra diktatur” og ”for eller imod Saddam Hussein”. I den danske antikrigsbevægelse fik IKP støtte fra partier som KPiD, DKP/ML og Enhedslisten.

Denne rolle, som IKP i modsætning til de andre CIA-partier kunne spille på grund af sit ”kommunistiske” ydre, gav sig under tiden de mest bizarre og for dem, der naivt troede på IKP’s løgne om dets modstand mod krigen, uforståelige udtryk.

For eksempel stemplede IKP en fredskonference i Cairo i december 2002 med deltagelse af over 400 personer fra forskellige folkelige bevægelser og fredsbevægelser som Stop the War Coalition (Storbritannien), ANSWER (USA) og andre samt et bredt spektrum af prominente personligheder som Algeriets Ahmed Ben Bella (første præsident efter uafhængigheden fra Frankrig), USA’s forhenværende justitsminister Ramsey Clark, tidligere chef for FN’s Olie for Mad-program Denis Halliday, tidligere leder for FN’s humanitære program i Irak Hans von Sponeck og det daværende britiske parlamentsmedlem for Labour, George Galloway, for en ”konference i solidaritet med Saddam Hussein.” (4)

Under besættelsen

Besættelsen blev en realitet i Irak den 9. april 2003. IKP’s ledere, der forlod Irak i 1980, og hvorfor partiet fra dette tidspunkt ifølge en af veteranerne i Iraks kommunistiske bevægelse, Ahmed Karim, ikke udførte noget reelt politisk arbejde i Irak (5), vendte tilbage fra eksil. IKP er nu gået over historien ved som det første erklærede kommunistiske parti nogensinde at være blevet udpeget af USA til et amerikansk støttet styre. IKP blev indsat i det Regerende Råd den 13. juli 2003. Selv påstod partiet, at det kom med i quislingstyret på grund af sin store folkelige basis i Irak (6). Men hvorfor skulle et parti med stor folkelig støtte dog kaste sig i armene på besættelsesmagten og på denne måde distancere sig fra befolkningen?

Forklaringen er selvfølgelig den, at IKP ikke havde den støtte, som det påstod. Efter næsten 25 års regulært eksil, hvor myterne og løgnene om partiets store illegale arbejde i Irak florerede i Vesten, havde partiet ingen reel basis. Partiets ledere vendte tilbage til Irak fra deres magelige liv i Vesten, hvor de havde stået i tæt kontakt med de angloamerikanske efterretningstjenester.

Så beskyttet af amerikanske soldater og bodyguards indtog IKP’s formand Hamid Mousa sin plads i det Regerende Råd sammen med erklærede CIA-agenter som Iyad Allawi og Ahmad Chalabi. Senere tog IKP med kyshånd imod ministerposter i dette marionetstyre, blandt andet kulturministerposten. Og i endnu et af besættelsesmagtens kontrollerede ”valg” den 15. december 2005 deltog IKP i en alliance med Iyad Allawis Iraks Nationale Enhed.

Hele dette forræderiske samarbejde med besætterne er blevet solgt med slogans om ”politisk modstand mod besættelsen”, ”en særlig kompliceret og helt unik situation i Irak”, ”progressive må tage del i den politiske proces for at tvinge de reaktionære tilbage”, ”modstanden er Saddam-folk og terrorister” osv. Alt dette absurde vrøvl, som udelukkende skal retfærdiggøre, at partiets ledere sidder i Den Grønne Zone sammen med Chalabi, Allawi og hele rækken af CIA-agenter, beskyttet af USA. Kun dem, der absolut vil bedrages, gider overhovedet høre på et ”kommunistisk” parti, hvis formand bevogtes døgnet rundt af CIA.

Ser man på DKP, var partiet ikke som IKP med i noget marionetstyre under den tyske besættelse af Danmark. Tværtimod blev DKP forbudt med Kommunistloven, kort efter at Sovjetunionen i juni 1941 var blevet angrebet af Hitler-Tyskland. Indtil da havde DKP forsøgt at bevare legaliteten, men partiet samarbejdede naturligvis ikke med de nazistiske besættere for at bevare den. DKP forberedte illegaliteten og den væbnede modstand. Partiet blev tvunget under jorden og førte her en heroisk og modig kamp. Danske kommunister mistede livet i kampen. Nogle blev sendt til Shell-huset i København til Gestapos torturbødler, andre til Horserød-lejren og til de tyske koncentrationslejre. DKP’s patriotisme og mod vandt det danske folks hjerter.

I Irak er IKP ikke forbudt og bliver det heller ikke – i hvert fald ikke af besættelsesmagten. Dets ledere og medlemmer forfølges ikke af besættelsesmagten, som de danske kommunister blev det af det tyske Gestapo og det danske marionetpoliti. De smides heller ikke i fængsel eller tortureres, som tusinder af irakiske modstandsfolk og patrioter udsættes for. Derimod gør partiet, der er imod et øjeblikkeligt ophør af besættelsen, alt, hvad det kan for at stabilisere besættelsen, for uden amerikanerne er det færdigt. Partiet angiver modstandsfolk, som det kalder terrorister, til besættelsesmagten og marionetstyret.

Med dette in mente kan det ikke overraske nogen, at flere af partiets medlemmer, også ledende folk, er blevet likvideret af modstandsbevægelsen. IKP’s mest ihærdige støtter i udlandet, det vil sige en del af den overfor nævnte prosovjetiske bevægelse med Storbritanniens Kommunistiske Parti (CPB) og USA’s Kommunistiske Parti (CPUSA) i spidsen, hyler og skriger konstant op om, at den irakiske modstandsbevægelse dræber kommunister, mens de er forbavsende tavse om besættelsesmagtens folkedrab. KPiD er et ynkeligt dansk ekko af disse partier.

Men IKP angribes ikke, fordi de er kommunister, for det er de ikke, men fordi de er forrædere, stikkere og spioner. Modstandsbevægelsen i Irak, der har tvunget verdens imperialistmagt nummer 1 i knæ, er på ingen måde fjendtligt indstillet over for kommunister eller progressive som sådan, for hvorfor skulle den dog være det? Det er patriotisme, som er lakmusprøven.

Et tydeligt bevis på ovenstående er, at andre erklærede kommunistiske organisationer i Irak som Iraks Kommunistiske Parti-Al-Kader og Iraks Folkeunion, begge patriotiske udbrydergrupper fra IKP, bakker modstandskampen 100 procent op og også anerkender Baath-partiet som en vigtig del af denne, fordi de netop ser imperialismen og zionismen som hovedfjenden, og det er denne, som alle patriotiske og ægte demokratiske kræfter i Irak først og fremmest må samles om at bekæmpe.

Men det sker uden IKP. Partiet dør med besættelsens ophør. Med det røde flag har IKP forsøgt at sælge en brutal imperialistisk-zionistisk besættelse som demokrati til det irakiske folk og vil komme til at betale dyrt for det. Det har gjort stor skade for den kommunistiske bevægelse i Irak. KPiD og resten af IKP’s degenererede ”broderpartier” bærer et stort medansvar, fordi de nu i snart tre år har blåstemplet IKP’s forræderi og samarbejde med besættelsesmagten i Irak som kommunistisk politik. Senest med en skandaløs støtteerklæring fra mødet mellem såkaldte kommunistiske og arbejderpartier i Athen, hvor det er bemærkelsesværdigt, at ingen latinamerikanske partier, der har den amerikanske imperialisme tæt inde på livet, har skrevet under på støtte til IKP. (7)

IKP har intet andet end navnet til fælles med det modige DKP, der forsvarede Danmarks ære under den nazistiske besættelse og faktisk var årsag til, at Danmark senere kunne optages i FN. Spaniens Kommunistiske Parti, der er en del af samme prosovjetiske strømning som KPiD, har allerede brudt med IKP (8). Og så længe KPiD ikke har gjort det samme, men i en karikatur af international solidaritet stadig støtter IKP, en støtte, der bedst kan betegnes som en form for mafiasammenhold, kan KPiD ikke med nogen ret hævde at være konsekvent imod den ulovlige besættelse af Irak. KPiD bør derfor ændre sit navn til Kollaboratørernes Parti i Danmark. Det afspejler virkeligheden.

Længe leve modstandens DKP!
Længe leve den irakiske modstand!

Noter:

1. Iraks KP og forfatningsafstemningen, Kommunist, www.kpid.dk, nr. 11, 2005.

2. Som note 1.

3. Interview with Iraqi Communist Party Leader – Arabic daily Al-Sharq Al-Awsat, Iraqi Communist Party, www.iraqcp.org, 23. juni 2003.

4. Cairo Conference – A Scandal for Saddam’s Supporters, Iraqi Communist Party, www.iraqcp.org, januar 2003.

5. Interview: “Iraqi Communist Party’s support of embargo is crime”. Iraq News Net, http://inn-iraqnewsnet.blogspot.com, juni 2004.

6. Statement issued by the Meeting of the Central Committee of the Iraqi Communist Party (24-25 July 2003), Iraqi Communist Party, www.iraqcp.org.

7. In Solidarity with the People and Democratic Forces of Iraq, Iraqi Communist Party, www.iraqcp.org.

8. Spaniens Kommunistiske Parti bryder med Iraks Kommunistiske Parti , Carstenkofoed.dk, www.carstenkofoed.dk, 11. september 2005.

---

Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk