| |
CARSTENKOFOED.DK |
Af Carsten Kofoed, 12. februar 2006
I forbindelse med Jyllands-Postens blasfemiske tilsvining af profeten Muhammed og dermed af islam og mere end en milliard muslimer kloden rundt har folketingspolitikeren Naser Khader fra Det Radikale Venstre startet et netværk, som han kalder ”Demokratiske Muslimer”. At initiativet støttes og promoveres af såvel regeringen, mainstreampressen, inklusive det islamofobiske Jyllands-Posten, som erhvervslivet med en Asger Aamund i spidsen siger alt om, hvilke interesser Khader og hans meningsfæller tjener. Deres netværk er reaktionært og tjener højrefløjen i Danmark.
Når man ser på initiativet, får man unægtelig associationer til ”Onkel Tom”, den sorte slave i USA, der mod lidt fryns stillede sig til rådighed for sine hvide herrer på sine sorte kammeraters bekostning. Khader og co. – disse såkaldte muslimer – fungerer som håndlangere for en regering, der om nogen har ført en antimuslimsk og i det hele taget stærkt indvandrerfjendsk politik siden sin tiltrædelse i 2001, en regering, der baserer sig på det stærkt antimuslimske Dansk Folkeparti, en regering, der fører angrebskrige i Afghanistan og Irak og myrder tusindvis af muslimer, en regering, der bryder international lov og lyver for den danske befolkning, når den sætter danske liv på spil. Og man kunne blive ved.
Khader, der bag PET’s beskyttende vinger udgyder sin galde over dem, han er uenig med, lægger nu sag an mod imam Abu Laban, fordi denne under sin seneste fredagsbøn har kaldt Khader og andre af reaktionens yndlinge som somaliske Ayaan Hirsi Ali for ”rotter i hullet”. Imens støtter den ”demokratiske muslim” Khader den kriminelle besættelse af Irak og Afghanistan, som har kostet i hvert fald 150.000 døde irakere og afghanere, langt overvejende muslimer. Sikke en demokrat, sikke en muslim, han er, ham Khader!
Hvad er formålet med Khaders ”demokratiske” initiativ? Det er at aflede den voksende utilfredshed med Danmarks kriminelle regering ved at gøre de ”ekstremistiske” muslimer som Hizb ut-Tahrir og forskellige herboende imamer som Abu Laban til ”det store problem”, til syndebukkene. Det er de på ingen måde. Det er ikke dem, der fastlægger Danmarks indenrigs- og udenrigspolitik. Problemet er, at Danmark i dag ledes af dybt kriminelle kræfter: krigsforbrydere, racister og chauvinister. Det er dem, der er ekstremisterne i praksis. De har både irakisk, afghansk og dansk blod på hænderne. Og det er dem, Khader og co. i virkeligheden tjener.
Hvad er mest ekstremt? At afbrænde en tom dansk ambassade eller som dansk besættelsesmagt gennem næsten tre år deltage i folkedrabet i Irak? Khader mener det første, for han har støttet den blodige besættelse af Irak hele vejen igennem. Khader har masser af muslimsk blod på hænderne.
”Demokratiske Muslimer” er et værktøj for reaktionen og må fordømmes og isoleres af alle progressive. Skytset skal rettes mod krigsforbryderregeringen og dens reaktionære støtter. Det er dem og deres politik, der er ansvarlige for det nuværende ragnarok. Ingen andre.
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk