| |
CARSTENKOFOED.DK |
Af Carsten Kofoed, 18. januar 2006
Iraks vicepremierminister og forhenværende udenrigsminister Tariq Aziz er meget svækket. Det siger hans datter Zainab Aziz efter at have besøgt ham i amerikansk fangenskab den 13. januar.
”Min far taber sig. Han lider af hjertesmerter og har problemer med blodtrykket. Han har allerede haft to slagtilfælde,” sagde hun til Al-Jazeera efter besøget, der varede blot en halv time.
Tariq Aziz, medlem af Baath-partiet siden 1957, men i Vesten mest kendt for sit flydende engelsk og som det officielle Iraks ansigt udadtil, blev arresteret af besættelsesmagten den 24. april 2003 og sammen med andre højtstående irakiske ledere anbragt i den topsikrede Camp Cropper ved Bagdads Lufthavn. Der har han nu siddet i mere end to et halvt år. I øjeblikket holdes Tariq Aziz ”på et sted, der er beregnet til hunde”, ifølge sin forsvarer Badee Izzat Aref. ”Rummet”, hvor Tariq Aziz er buret inde, skulle være to meter i længden og en meter i bredden.
Tariq Aziz har været anklaget for medvirken til massemord, men denne anklage er nu frafaldet på grund af de efterhånden sædvanlige manglende beviser. I processen har amerikanerne forsøgt at få ham til at vidne mod præsident Saddam Hussein. De har lokket med enorme pengesummer og et nyt liv, men ligesom sine kammerater har Tariq Aziz pure afvist dette. Denne uselviske loyalitet over for fædrelandet, sine kammerater og modstandsbevægelsen har uden tvivl højnet moralen for dem, der uden for fængselsmurene i kampen over alle kampe kæmper for Iraks frihed. Til gengæld har de amerikanske torturbødler – når de nu er i defensiven på slagmarken – hævnet sig på Tariq Aziz’ helbred.
Det er i dag et faktum, at Tariq Aziz, en repræsentant for Iraks legitime og internationalt anerkendte regering, er blevet mishandlet næsten til døde af de amerikanske krigsforbrydere, mens det såkaldte verdenssamfund bare har kigget på.
Internationalt Røde Kors har i lang tid ikke været i stand til at få adgang til Tariq Aziz i den amerikanske fængselslejr, hvor han slås for livet, mens hans amerikanske bødler nyder hans lidelser. Alligevel har organisationen ikke offentligt erklæret, at den forhindres i sit arbejde af besættelsesmagten. Det gør denne såkaldte humanitære organisation medansvarlig for mishandlingen af Tariq Aziz og den akutte forværring i hans helbredsmæssige tilstand.
Internationalt Røde Kors har kort sagt svigtet og burde skarpt fordømmes af den internationale fredsbevægelse for dens partiske rolle i det besatte rak. Men også størstedelen af antikrigsbevægelsen har været fuldstændig tavs, når det er kommet til de politiske fanger i Iraks fængsler eller til USA’s ulovlige skueproces mod præsident Saddam Hussein og syv andre irakiske ledere.
I Danmark har for eksempel hverken SF eller Enhedslisten, de to eneste parlamentariske og største venstrefløjspartier i Danmark, der officielt er modstandere af krigen og besættelsen, til trods for, at skueprocessen er en følge af den FN-stridige krig og længe har været en fast bestanddel af besætternes propaganda, formået at udtale sig i den forbindelse.
Og så alligevel: En byrådskandidat fra Enhedslisten har offentligt argumenteret imod løsladelse af personer fra det selvstændige Iraks regering (1). Det er reelt set accept af mishandling og tortur af ofre for en folkeretsstridig angrebskrig. Sådanne kriminelle holdninger findes altså i det kvantitativt største parti i den danske antikrigsbevægelse, der har som erklæret mål at få de danske tropper ud af Irak.
Enhver, der ikke kræver øjeblikkelig løsladelse af alle irakere, uden undtagelse, i besættelsesmagtens fængsler og skueprocessen mod præsident Saddam Hussein og co. stoppet og de tiltalte løsladt øjeblikkeligt og betingelsesløst, er ikke oprigtig modstander af besættelsen, men et ynkeligt halehæng til den.
Den 18. marts er der igen international demonstrationsdag imod besættelsen af Irak. Og hvad vil være mere på sin plads end at sende en kraftfuld solidarisk støtte til dem, der fortalte verden sandheden om krigen og ikke svigtede Irak og det irakiske folk, og som i dag med våben i hånd kæmper for alle verdens undertrykte folk imod menneskehedens og fredens største fjende: den amerikanske imperialisme.
Frihed for Tariq Aziz og alle fanger i besætternes
fængsler!
Stop den ulovlige skueproces mod Iraks præsident Saddam Hussein!
Besætterne ud af Irak øjeblikkeligt og betingelsesløst!
Sejr til den irakiske modstand!
Noter:
1. Arne Lund: Spørgsmål om Saddam Hussein, debatindlæg i Dagbladet Arbejderen, 26. oktober 2005.
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk