Kun dem, der forventer, at statsmagten skal dømme sig selv, blev overrasket over udfaldet af sagen mod kaptajn Annemette Hommel og fire militærpolitifolk, der stod tiltalt for såkaldt grov pligtforsømmelse i tre tilfælde i marts, april og juni 2004, da Hommel ”udspurgte” tilfangetagne irakere i den danske besættelsesstyrkes lejr Camp Eden. Dommen lød på ”skyldig i dele af anklagerne, men straffri”. Den tvetydighed siger vist alt om retsfarcen.

Retten fandt kun Hommel og de fire militærfolk skyldige i overtrædelse af den militære straffelov § 27, stk. 1, ”ved groft at have tilsidesat sine pligter efter bl.a. Genevekonventionen til at behandle beskyttede civilpersoner humant og med respekt og værdighed.”

At ”dommen” blev en ulden frifindelse, skyldes, at beviserne for, at der har foregået ”uregelmæssigheder” i den danske besættelseslejr, trods alt har været så vægtige, at de ikke bare kunne skubbes ind under gulvtæppet. Derfor blev det lidt på den ene side og lidt på den anden, men selvfølgelig uden den straf, der ville have signaleret, at det danske militær havde begået noget kriminelt ifølge den militære straffelov, hvilket ville have givet nogle for befolkningen synlige moralske pletter på renommeet. Det er jo trods alt vores ”fredsbevarende styrker”, der er tale om.

Naturligvis er både Hommel og militærfolkene blot nogle små, men dog ikke mindre usympatiske fisk i denne sammenhæng. Hommels ”menneskelige værdier”, som hun til pressen efter ”dommen” hævdede at være i besiddelse af, indbefatter at deltage i en FN-stridig krig og spille kolonikvinde over for det besatte folk. Det taler for sig selv.

Det skal slås fast med syvtommersøm, at de virkelige forbrydere sidder i Folketinget og er dem, der sendte Danmark i krig mod og har deltaget i besættelsen af Irak. Det er alle folketingspolitikere undtagen dem fra SF og Enhedslisten. Men hvad siger SF og Enhedslisten egentlig om Hommel-sagen?

SF’s Holger K. Nielsen skriver den 12. januar i en af sine bedre pressemeddelelser:

”Genevekonventionerne er soldatens bedste ven, for reglerne for krig beskytter soldaten mod grusom behandling, den dag det er ham eller hende, der bliver taget til fange. Men der er sket en forråelse de seneste år: Det begyndte med Guantanamo og krigen mod terror. Vi er blevet smittet af den samme pest, vi påstår at bekæmpe. Vi bilder os ind, at vi gik ind i krigen for at hindre magtmisbrug og grusom behandling, men nu er vi selv blevet en del af magtmisbruget og den grusomme behandling.” (1)

Og Enhedslistens Frank Aaen følger op med:

”Byrettens dom i Hommel-sagen er anket, men den afsagte dom og dens begrundelser for at gøre overtrædelser af den militære straffelov straffri, har under alle omstændigheder afsløret, at forsvarets ledelse har svigtet katastrofalt. (…). Selv om der er sket en del på området, er det fortsat sådan, at regeringen har afvist Enhedslistens og andre partiers forslag om at indskrive et forbud mod brugen af tortur i den militære straffelov. Selv om tortur naturligvis under alle omstændigheder er forbudt, viser Hommel-sagen hvor vigtigt det er, med den større klarhed det vil give at skrive tortur-konventionen direkte ind i straffeloven.” (2)

Det er svært at være uenig med de to forsvarsordførere i det, som de her siger, men ofte er det som bekendt det, der udelades, som er det mest interessante.

Begge undgår i deres pressemeddelelser behændigt at nævne det politiske ansvar for, at det danske ”forsvar” overhovedet befinder sig i Irak.

Ville det dog ikke være det mindste, at man som erklærede krigsmodstandere står fast på, at så længe Fogh og de andre blodbesudlede folketingspolitikere med over 100.000 irakiske liv på samvittigheden ikke er stillet til ansvar for deres FN-stridige krig og gigantiske krigsforbrydelser mod det irakiske folk ved en international krigsforbryderdomstol a la den i Nürnberg efter 2. verdenskrig, så er og bliver Hommel-sager rene bagateller og røgslør, hvis formål blot er at dække over de virkelige forbrydere?

SF og Enhedslisten gør i Hommel-sagen det, som de for det meste gør med hensyn til krigen mod Irak. De afsporer og vildleder og går uden om det, som der er det centrale.

Hommel-sagen handler nemlig konkret om konsekvenserne af Danmarks deltagelse i den ulovlige krig mod Irak. Mere generelt udtrykker den konsekvenserne af Danmarks nuværende udenrigspolitik, landets totale underkastelse under det fascistiske USA og dets krig for det amerikanske tusindårsrige, den såkaldte ”Krig mod terror”. Den handler om konsekvenserne af Danmarks medlemskab af den aggressive militærpagt, der hedder NATO.

For at skære det ud i pap:

Det handler ikke om – og slet ikke hvis man er socialist – med diverse lovmæssige fiksfakserier at skabe rammerne for at uddanne Danmarks militær til bedre og ”mere humant” at kunne erobre og besætte fremmede lande, mens det – og helt sikkert kun i ord, for ”Krigen mod terror” har sine egne regler, og de sættes af overhøgen i Det Hvide Hus – overholder internationale konventioner. Det handler om at sikre, at ingen dansk soldat betræder fremmed jord, gøres til besætter og i Danmarks navn undertrykker, ydmyger og myrder et lokalt folk, men i stedet gør det, som et forsvar skal gøre: forsvare fædrelandet, dets befolkning og territorium. Hverken mere eller mindre.

Stil krigsforbryderne i Folketinget til ansvar!
Stop dansk besættelse overalt i verden!
Danmark ud af USA’s fascistiske ”Krig mod terror”!
Danmark ud af NATO!

Noter:

1. SF: Hommel er ikke eneste skyldige, 12. januar 2006.
2. Forsvarets ledelse har svigtet katastrofalt, 12. januar 2006.

---

Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk