Efter måneder uden de store gidseldramaer på de vestlige tv-skærme er de nu vendt tilbage igen. Fire mænd, to canadiere, en amerikaner og en brite, tilhørende den kristne ngo, Christian Peacemaker Teams (CPT), og en kvindelig tysk arkæolog skulle være kidnappet i Irak. Deres kidnappere har truet med at slå dem ihjel, hvis ikke deres respektive lande, som på den ene eller anden måde deltager i besættelsen af Irak, løslader fængslede irakere og forsvinder ud af Irak.

Det er dog umuligt med sikkerhed at sige, hvem der står bag kidnapningen. Det kan være modstandsbevægelsen, kriminelle bander eller besættelsesmagten via sine tilknyttede irakiske og udenlandske dødspatruljer.

De fire kristne fra CPT siger alle, at de er i Irak ”for at skabe fred”, mens deres kidnappere har sagt, at de er spioner, der spionerer for besættelsesmagten.

Hvem der taler sandt, er meget svært at sidde her i Danmark og afgøre. Men man må dog spørge sig selv, hvilken fred en kristen ngo kan skabe i et langt overvejende muslimsk Irak, hvor der raser en væbnet kamp mellem en stadig stærkere modstandsbevægelse, der støttes af flertallet af den irakiske befolkning, på den ene side og en isoleret og stadig mere forhadt besættelsesmagt på den anden.

Det er værd at minde om, at umiddelbart efter den FN-stridige invasion af Irak i marts 2003 væltede der hundredvis af såkaldt uafhængige ngo’er ind i Irak. De kom sammen med besætterne og de irakiske landsforrædere, der havde levet fedt i Vesten i størstedelen af deres liv. De sagde, at de ville hjælpe irakerne. Der er således intet at sige til, hvis irakerne er overordentligt skeptiske over for alle disse vestlige grupper. Og næsten tre års amerikansk ledet besættelse med langt over 100.000 døde irakere har ikke gjort det lettere at være vesterlænding i Irak.

CPT, som er en kristen-pacifistisk organisation, dannedes i 1984 og har efter eget udsagn været i Irak siden oktober 2002. På organisationens hjemmeside kan man læse, at den i Irak som en af sine erklærede hovedaktiviteter har kørt en halvanden år lang kampagne med titlen ”Adoptér en fange”, som sluttede i september 2005, og som blandt andet gik ud på at ”overvåge situationen for irakere, der tages til fange af de multinationale styrker i Irak og af de nye irakiske styrker.”

Som organisation arbejder CPT inden for besættelsesmagtens rammer. Begreber som ”besættelse”, ”modstandskamp” og ”ulovlig krig” er fraværende i organisationens officielle sprogbrug, når det gælder beskrivelsen af dagens Irak. Til gengæld er ”magten overdraget til irakerne”. Besættelsestropperne er ”multinationale styrker”, og ”besættelsen ophørte med FN-resolution 1546”. Det er faktisk svært at se forskel på CPT’s og besættelsesmagtens retorik.

Det kristne CPT gør i Irak det, som den også gør i for eksempel Colombia. Den prædiker pacifisme over for de undertrykte. I Irak anvendes religionen til at sprede pacifistiske holdninger i det besatte, undertrykte og ydmygede irakiske folk. Og hvem gavner det? Besættelsesmagten eller det irakiske folk, hvis væbnede modstand har vist sin kolossale succes ved at tvinge land efter land ud af Irak og nu er hastigt på vej mod befrielsen? Der er ingen tvivl om, at CPT’s holdninger objektivt set tjener besætterne.

Men, vil nogen måske sige, organisationer som CPT beretter jo også om nogle af besættelsesmagtens overgreb på den irakiske befolkning. Og det er ganske korrekt, men pointen her er, at det ikke kædes præcist sammen med besættelsen og netop giver det indtryk, at overgrebene og besættelsen slet ikke har noget med hinanden at gøre. Derfor hører man heller ikke noget krav om besættelsens øjeblikkelige ophør fra CPT. Som før nævnt så er det temmelig svært ud af CPT’s hjemmeside at se, at Irak overhovedet er besat.

Det må give anledning til forundring, at en erklæret pacifistisk organisation, som påstår, at den arbejder for fred i Irak, ikke mener, at en ende på den blodige besættelse er en forudsætning for fred i Irak, et skridt i den rigtige retning. CPT vil have fred i Irak, men hvordan? Ved at hengive sig til kristendommen og vende den anden kind til besættelsesmagtens konstante overgreb og deciderede folkemord. En af USA's mest kendte arbejderledere, Joe Hill, skrev i 1911 sangen ”The Preacher and the Slave”, som i Danmark er kendt som ”Du får steg i himlen, kammerat”. Den afslører og håner netop religionens rolle i at pacificere de undertryktes kamp mod deres undertrykkere.

Den grundlæggende opgave for alle ngo’er i Irak, der arbejder med besættelsesmagtens godkendelse, har været og er fortsat at få irakerne til at acceptere besættelsen, dens forbrydelser og ikke mindst hele den dagsorden, der ligger bag. Det betyder ikke, at individuelle personer kan have mål, som er oprigtige nok. Men når de indtræder i disse organisationer i Irak, så stiller de sig reelt på besætternes side.

Nogle ngo’er prædiker vestligt demokrati og menneskerettigheder under en blodig imperialistisk besættelse. Andre mener, at det hjælper at finde Jesus i torturkamrene i Abu Ghraib-fængslet. Det hele er selvfølgelig løgn og bedrag. Og det hele tjener besættelsesmagten og til at forlænge besættelsen og dermed det irakiske folks ufattelige lidelser.

Kun den væbnede kamp er vejen til at komme ud af besættelsens helvede, skabe en retfærdig fred og starte på en frisk med et Irak, der er skabt af og for irakerne på deres egne præmisser og efter deres egne behov.

Links:
Christian Peacemaker Teams, www.cpt.org

---

Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk