Retssagen mod Saddam Hussein er gået i gang. En domstol bestående af fem dommere, der alle er udpeget af det Regerende Råd, som USA nedsatte i juli 2003, skal dømme Saddam Hussein og syv andre ledere fra den tidligere regering, der blev væltet af den ulovlige angrebskrig, som USA i spidsen for ”koalitionen af villige” indledte i marts 2003.

”Århundredets retssag” kalder besættelsesmagtens propaganda skueprocessen, et sigende billede af de retlige tilstande i dagens besatte Irak. Propagandaen har grundlæggende to vinkler, som begge sigter på at legitimere besættelsen og dømme den irakiske modstand som kriminel.

”Menneskerettighedsorganisationer” en del af skueprocessen

Den ene er at få skueprocessen til at fremstå som en ”rigtig retssag” med anklageskift, dommere, forsvarer og anklager. Problemet med denne vinkel viste sig dog allerede fra dag 1, da den irakiske præsident nægtede at anerkende ”retten”. Det blev i medierne beskrevet som ”trodsighed”. Men kun de anklagede i ”retten” opførte sig med værdighed. De var omgivet af besættere og landsforrædere, som er dem, der i virkeligheden burde være under anklage. ”Live-transmissionen”, hvor hele verden skulle kunne følge med, blev sendt med 20 minutters forsinkelse. Censuren skulle have tid til at klippe, før signalet blev sendt videre fra den af USA stærkt bevogtede Grønne Zone i Bagdad.

De to såkaldte menneskerettighedsorganisationer Human Rights Watch (HRW) og Amnesty International (AI) kom på banen med ”kritik” af retssagen. HRW er bekymret over nogle detaljer i skueprocessen, men sætter overhovedet ikke spørgsmålstegn ved selve den amerikansk nedsatte domstol. AI har sendt tre personer af sted til Irak ”for at vurdere om den (retssagen, CK) er fair”. Besættelsesmagten har nedsat domstolen. Amerikanske besættelsestropper ”passer på” de anklagede. CIA sidder overalt i ”retssalen”. USA er anklager, dommer og bøddel. Så hvad skal AI i Bagdad andet end at blåstemple de amerikanske krigsforbryderes ”ret”?

Disse to ”menneskerettighedsorganisationer”, som for hver dag der går, bliver mere og mere utroværdige, har til opgave med deres ”bekymringer” og ”kritik” at lede fokus væk fra den ulovlige karakter af skueprocessen, så den konsekvente afvisning af retssagen som en illegitim skueproces kan afløses af kævl om juridiske spidsfindigheder. HRW og AI er således en del af skueprocessen. De skal sikre ”retssagen” den legitimitet, som den ikke har og aldrig får. De råber op om menneskerettigheder og international lov, men intet som helst om, at lederne i USA, Storbritannien, Danmark og andre aggressorlande har begået den største internationale forbrydelse ved at føre en uprovokeret angrebskrig mod Irak og burde retsforfølges som krigsforbrydere. Og HRW og AI snakker om menneskerettigheder! De er for længst dumpet i det spørgsmål.

Stol ikke på eksilirakiske landsforrædere

Den anden vinkel, som de danske besættelsesmedier har fremturet med, er at hive eksilirakere frem for at forsøge at imødegå det ulovlige ved retssagen ved at fremstille sagen, som om irakerne – retfærdighed eller ej – bare ønsker at se Saddam Hussein og de andre irakiske ledere få en kugle for panden, ”jo før, jo bedre”, som Rasmus Tantholdt fra TV2 formulerede det, mens han var omgivet af amerikanske besættere i Bagdad.

Man kan som eksiliraker i Danmark have sine egne personlige grunde og en livshistorie, der betyder, at man har et regnskab at gøre op med Saddam Hussein. Sådan er det. Men det er forkasteligt, når man som iraker, mens hundredvis af andre irakere hver dag slagtes i USA’s bombemassakrer, villigt deltager i besættelsesmagtens beskidte spil, som det for eksempel sås i DR’s Horisont den 17. oktober, hvor Osama Al-Erhayem (Dansk-Irakisk Forening), Latif Al-Mashadani (Den Irakiske Demokratiske Forening) og Nahda Jassem (Det Irakiske Netværk i Danmark) optrådte. Der sad de alle tre og krævede død over Iraks præsident, der i modsætning til dem forsvarer fædrelandet mod verdens supermagt, mod imperialismen og zionismen, der er kommet til Irak for at stjæle landets rigdomme og gøre irakerne til slaver.

Ingen af disse ”irakere” nævnte, at Bush, Blair og Fogh egentlig burde sidde foran en krigsforbryderdomstol for deres krigsforbrydelser i Irak, et smadret land og ifølge irakiske kilder nu 250.000 døde irakere. Læg dertil de to millioner irakere, som mistede livet under de næsten 13 års amerikansk-britisk ledede sanktioner. De største forbrydelser mod det irakiske folk er klart amerikanernes og briternes forbrydelser.

Alle tre eksilirakere sagde før krigen, at de var imod den. Al-Erhayem, der blev kendt fra filmen ”Tilbage til Bagdad” (før krigen), talte sågar ved antikrigsdemonstrationer, inden han efter krigen tog tilbage til Irak og lavede sin anden film, ”Farlig frihed”, hvor man ser ham flette fingre med en stærkt overvægtig amerikansk militærleder og køre rundt sammen med de amerikanske besættelsestropper. Også Al-Mashadani og Jassem bedyrede i den danske fredsbevægelse deres modstand mod krigen. I dag er de alle tre Foghs principløse lakajer, som arbejder sammen med de danske aggressorer i Det Irakiske Netværk i Danmark. Alle tre er selvfølgelig imod et øjeblikkeligt ophør af besættelsen.

Danskerne må aldrig forveksle eksilirakiske landsforræderes holdninger til Irak med det irakiske folks holdninger. Det ville være det samme som at tage Fritz Clausens nazistiske DNSAP som udtryk for det danske folks holdninger under den tyske besættelse af Danmark. Flertallet af irakere i Irak er imod retssagen, fordi den er styret af amerikanerne, og fordi den derfor ikke udtrykker retfærdighed. Derfor ønsker flertallet heller ikke ”død over Saddam”, men derimod at regnskabet i forhold til fortiden gøres op på deres egne præmisser uden fremmed indblanding.

I et brev i starten af oktober har Izzat Ibrahim Al-Douri, fungerende formand for det irakiske Baath-parti, der i 35 år på godt og ondt var regeringsbærende i Irak, erklæret, at partiet er villigt til at se kritisk på sin regeringsperiode. Hvor kritisk vil tiden vise, men det er en holdningsændring fra Baath-partiets side og en start. En sådan national forsoning modarbejdes imidlertid kraftigt af besættelsesmagten og af ”retssager” som den mod Saddam Hussein og co.

Skueprocessen mod præsident Saddam Hussein tjener besætterne og forræderne og deres ønsker om et opsplittet Irak, og at irakerne bekriger hinanden i en kæmpe borgerkrig. Den tjener på ingen måde det irakiske folk eller dets drømme om et frit, forenet og demokratisk Irak.

---

Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk