CARSTENKOFOED.DK


 
Forside
Om Carsten
Læserbreve
Artikler
Pjecer
Bøger
CAKO
Bibliotek
Søgning
Links
Kontakt
 
English
Español
 

 

 

Iraks kommunister og forfatningen

Af Carsten Kofoed, Fritirak.dk, 15. oktober 2005

Hvordan ser de erklærede kommunistiske kræfter i Irak på den forfatning for landet, som USA har skrevet, og som med mindre ændringer er blevet godkendt af det irakiske marionetparlament og skal til folkeafstemning den 15. oktober?

Iraks Kommunistiske Parti, der i juli 2003 blev udpeget af USA til at blive repræsenteret i det såkaldte Regerende Råd og siden åbent har samarbejdet med besættelsesmagten, haft ministerposter i marionetstyret og deltaget i alle dele af den af besættelsesmagten kontrollerede politiske proces, støtter ikke overraskende forfatningen.

I en udtalelse den 2. oktober opfordrer partiet, der ledes af Hamid Mousa, som sad med i det Regerende Råd, ”alle sine partimedlemmer, tilhængere og vort folk til at stemme ja til forfatningen”, blandt andet ”for at styrke dens civile og demokratiske elementer”.

Det er karakteristisk for Iraks Kommunistiske Parti, at besættelsen ikke nævnes med ét eneste ord i erklæringen. Partiet har gjort sig umage for at fastholde, at den politiske proces i Irak kører helt uden besættelsesmagtens indblanding, selvom det er de amerikanske besættelsestropper, der holder alle ”parlamentarikerne”, herunder partiets formand Hamid Mousa, i live.

En noget andet holdning fremlægger Iraks Kommunistiske Parti-Al-Kader, der brød med Iraks Kommunistiske Parti i 1985. Partiet, der fra starten har støttet den væbnede modstand mod besættelsen, fordømmer i en erklæring den 10. oktober Iraks Kommunistiske Partis støtte til forfatningen og opfordrer til boykot af forfatningsafstemningen.

Samme holdning har to andre erklæret kommunistiske organisationer, der også har den opfattelse, at det er en forfatning, som er skrevet af USA og skal tjene supermagtens interesser i Irak og regionen.

Det gælder for Iraks Nationale Demokratiske Kommunistiske Bevægelse, der ledes af de to veteraner Khalid Salam og Ahmed Karim, som i 2001 brød ud af Iraks Kommunistiske Parti på grund af dets pro-imperialistiske linje i forhold til det baathistiske Irak, der på daværende tidspunkt var under den angloamerikanske imperialismes kvælende sanktioner og befandt sig i en konfrontation med imperialismen.

Og det gælder for en anden udbrydergruppe fra Iraks Kommunistiske Parti, nemlig Iraks Folkeunion under ledelse af Yousif Hamdan, der netop har oprettet broderpartiforbindelser med Spaniens Kommunistiske Parti, som tidligere havde forbindelser med Iraks Kommunistiske Parti, men som på grund af dets samarbejde med besættelsesmagten nu har afbrudt forbindelsen.

I en erklæring fra den 30. september siger Iraks Folkeunion:

”Vi erklærer vores boykot af folkeafstemningen ikke kun, fordi vi ikke stoler på hele processen, men også fordi den giver falsk legitimitet til besættelsen og dens regering.”


Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk