| |
CARSTENKOFOED.DK |
| Forside |
| Om Carsten |
| Læserbreve |
| Artikler |
| Pjecer |
| Bøger |
| CAKO |
| Bibliotek |
| Søgning |
| Links |
| Kontakt |
| English |
| Español |
Af Carsten Kofoed, Fritirak.dk, 21. september 2005
Efter 28 måneders isolation lykkedes det den 20. august for familien til Iraks tidligere udenrigsminister Tariq Aziz for første gang at besøge ham i den stærkt bevogtede amerikanske militærlejr Camp Cropper i Bagdad, hvortil amerikanerne bragte ham efter, at han i april 2003 var blevet arresteret som følge af den ulovlige aggression mod Irak.
Selvom familien – Aziz’ kone, hans søster og to døtre – ikke havde set ham i mere end to år, gav amerikanerne dem kun sølle 30 minutter. Efter få minutters kram skulle al kommunikation derefter foregå gennem en glasrude med to arabisktalende amerikanske soldater til stede.
”Han var træt og havde tabt nogle kilo, men var ved godt mod og følte lettelse over at se os,” udtalte Zaineb, Aziz’ 38-årige datter, til Al-Jazeera. Hun kunne også fortælle, at hendes far var meget interesseret i at vide, hvad der skete i verden og især i Irak.
Aziz’ kone og hans to døtre flygtede efter krigen til Jordan, hvor de nu bor i en lejet lejlighed i et middelklassekvarter i hovedstaden Amman.
”Han er så bekymret for os, for han ved, at vi ikke har nogen penge,” sagde Aziz’ kone, Violette, til The Times om sin mand, der i mere end 45 år har været medlem af Iraks Baath-parti og de sidste 20 år før USA's aggression i 2003 fungerede som henholdsvis Iraks udenrigsminister og vicepremierminister.
De tre kvinder måtte tilbagelægge næsten 1000 kilometer for det korte møde med deres mand og far og måtte bo hos Aziz’ søster, fordi familien Aziz’ hus i Bagdad nu er blevet overtaget af Abd Al-Aziz Al-Hakim, lederen af Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), der er en del af det amerikansk støttede marionetstyre.
Al-Hakim, hvis SCIRI kæmpede på iransk side under krigen mellem Iran og Irak, vendte tilbage til Irak på de amerikanske tanks efter over 25 års eksil i Iran og overtog Aziz’ hus.
Aziz står ligesom andre højtstående irakiske ledere anklaget for forskellige forbrydelser, som de angiveligt skulle have begået i løbet af deres 35 års regeringstid. Den amerikansk nedsatte domstol har dog haft store problemer med at formulere et egentlig anklageskrift, og ”retssagen” er blevet udsat igen og igen.
Aziz har erklæret sig uskyldig i alle anklager og desuden nægtet at vidne mod Iraks legitime præsident Saddam Hussein, idet ”hans samvittighed og ære ikke tillader ham at gøre det.”
Den britiske antikrigsparlamentariker George Galloway har lanceret en international appel for løsladelse af Tariq Aziz og alle andre politiske fanger i Irak, som er underskrevet af blandt andre Algeriets tidligere præsident Ahmed Ben Bella og FN’s humanitære koordinator i Irak i perioden 1998-2000, Hans von Sponeck.
Kilder:
Family visits detained Aziz in Iraq, Al-Jazeera
English , 21. august 2005.
Saddam's apologist, still joking after 28 months in solitary, The Times, 25. august 2005.
Links:
Løslad Tariq Aziz!, www.fritirak.dk/emner/tema/solidaritet/kampagner/aziz.htm
Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk