CARSTENKOFOED.DK


 
Forside
Om Carsten
Læserbreve
Artikler
Pjecer
Bøger
CAKO
Bibliotek
Søgning
Links
Kontakt
 
English
Español
 

 

 

Irakiske modstandsgrupper fordømmer Al-Zarqawis ”totale krig mod shiamuslimer”

Af Carsten Kofoed, www.fritirak.dk, 19. september 2005

Nogle af de mest kendte irakiske modstandsorganisationer fordømmer i en erklæring den 15. september den opfordring til ”total krig mod shiamuslimer i Irak”, som Abu Musab Al-Zarqawi, der af vestlige medier er blevet udråbt til lederen af Al-Qaida i Irak, angiveligt skulle have fremsat dagen før.

I erklæringen, der er underskrevet af Mohammeds Første Hær, Den Islamiske Hær, Al-Qaqa-brigaderne, Iraks Hær af Hellige Krigere og An-Nasir Salah Ad-Din-brigaderne og efterfølgende sendt til blandt andet det irakiske dagblad Al-Zaman samt uddelt ved moskeer i byer som Ramadi, Bagdad og Mosul, hedder det:

”Modstandsbevægelsens angrebsmål er udelukkende besættelsesmagten og dens kollaboratører. Et opråb om at dræbe shiamuslimer er en ild, der vil brænde alle irakere, sunnimuslimer såvel som shiamuslimer.”

Erklæringen fortsætter med at slå den irakiske modstands karakter og mål fast:

”Modstandsbevægelsen består af irakiske væbnede og folkelige organisationer, som ikke har nogen forbindelse med udlandet. Hovedmålet er at befri Irak fra besætterne og etablere et nationalt og uafhængigt styre i landet.”

Også sunnimuslimernes højeste religiøse autoritet i Irak, Rådet for Muslimske Lærde, der ledes af dr. Harith Al-Dari, udtalte sig den 15. september omkring ”krigen mod shiamuslimerne”. I en udtalelse siger rådet blandt andet:

”Iraks shiamuslimer bærer ikke skylden for den skamløst åbne sekteriske politik, som regeringen med USA’s billigelse forfølger. De har ikke del i den åbenlyse aggression, som regeringsstyrkerne begår mod Tal Afar og andre byer, ej heller for terrorhandlinger imod fredelige folk. På hvilken religiøs basis kan ”hævn” over for en uskyldig person i stedet for over for den skyldige være acceptabel? Hvordan kan en uskyldig person stilles til ansvar for en kriminel persons handlinger? Et velkendt princip fra Den Hellige Lov er, at ”ingen sjæl med sine egne byrder må blive pålagt andres byrder”. Hvordan kan det være korrekt for nogen, som vil regere i overensstemmelse med Guds lov, at bukke under for hævnens eller vredens følelsesmæssige impulser ved at udstede forordninger af den karakter? Denne type farlige erklæringer bidrager til den ting, som besættelsesmagten allermest ønsker: at opsplitte landet og antænde borgerkrig mellem dets indbyggere. De bidrager også til det, som den midlertidige regering, der har mistet alt på grund af sin terroristiske politik, ønsker: at samle den almindelige irakiske befolkning bag den.”

Samlet viser erklæringerne, at den irakiske modstand hverken har betragtet eller betragter shiamuslimerne som sine fjender, sådan som det forsøges fremstillet i massemedierne, men at dem, der gør det, går besættelsesmagtens ærinde og med overvejende sandsynlighed er i direkte ledtog med den.


Kilder:
Iraqi Resistance Report for events of Thursday, 15 September 2005, Albasrah.net, www.albasrah.net, 15. september 2005, http://www.albasrah.net/en_articles_2005/0905/iraqiresistancereport_150905.htm

Armed Groups Reject Al Zarqawi's Call and Describe it as a Fire Burning Sunnis and Shiaas, Al-Mendhar, www.almendhar.com, 18. september 2005, http://www.almendhar.com/english_6238/news.aspx


Copyright © 2005-2012 carstenkofoed.dk