| |
CARSTENKOFOED.DK |
Danske besættere såret ved angreb
Af Carsten Kofoed, www.fritirak.dk, 27. august 2005
To danske besættelsestropper blev sent om aftenen den 25. august såret af en vejsidebombe, da den eksploderede, mens soldaterne var på patrulje i Al-Hartha i den nordlige del af Iraks næststørste by, Basra.
Det oplyser Hærens Operative Kommando, som beskriver området, hvor bomben sprængte, som ”indimellem uroligt”.
De to sårede danske soldater, som er fra panserinfanterikompagniet, fik efterfølgende behandling på det britiske felthospital, der ligger på Shaiba Log Base sydvest for Basra.
Til TV2 Nyhederne siger presseofficer Filip Ulrichsen:
”Vi har muligvis været temmelig heldige, fordi vi lige har fået nye biler herned, som er bedre beskyttet mod vejsidebomber, og det var rent faktisk en af de her nye biler, som soldaterne kørte i.”
Den nye bil hedder Mercedes 270 CDI og findes i 115 eksemplarer i Camp Danevang sammen med de godt 500 danske besættelsestropper, hvis øjeblikkelige folketingsmandat til at være i Irak udløber i februar 2006.
Det er ikke mere end en uge siden, at den danske besættelsesstyrke blev udsat for det sidste angreb med vejsidebomber. Den 17. august blev en dansk patrulje nemlig ramt af to vejsidebomber i samme område. Dette angreb medførte dog kun materiel skade på et af patruljens køretøjer.
Døde danskere – kun et spørgsmål om tid
Vejsidebomber, som den irakiske modstandsbevægelse anvender i befrielseskampen mod den amerikansk ledede besættelsesmagt, er blevet mere og mere udviklet, såvel styrkemæssigt som rent teknisk, som besættelsen har gået.
Den 23. juli dræbte en voldsom vejsidebombe fire amerikanske soldater. Bombens eksplosionsdel var lavet fra en ikke mindre end 230 kg tung bombe, der normalt er beregnet til at blive nedkastet fra fly. Eksplosionen efterlod et to meter dybt og fem meter bredt krater i vejen, og kun et par sørgelige rester af den forreste del af bilen var tilbage.
Realistisk set er det kun et spørgsmål om tid, før også danske besættelsestropper kommer til at dele skæbne med de amerikanske soldater. Indtil nu har Danmark kun mistet en mand i Irak. Det skete den 16. august 2003, da danske besættelsestropper skød og dræbte overkonstabel Preben Pedersen, da de angiveligt tog ham for at være en bevæbnet iraker.
Indtil videre har danskerne dog været heldige, idet USA af politiske og militærstrategiske årsager har udstationeret dem i et område af Irak, hvor modstandsbevægelsen står mindre stærkt, hvilket har betydet langt færre angreb mod de danske besættelsestropper, og når angrebene har fundet sted, har de desuden været mindre præcise.
Men også heldet slipper en dag op.
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk