| |
CARSTENKOFOED.DK |
Iraks transportminister: USA er ansvarlig for kaos
Af Carsten Kofoed, www.fritirak.dk, 20. august 2005
Den såkaldte transportminister i den amerikansk støttede regering i Irak, Salam Al-Maliki, har langet åbent ud mod besættelsen af landet. Det skriver den irakiske avis Az-Zaman den 18. august.
Al-Maliki sagde i et interview, at de forværrede livsbetingelser i Irak med den megen vold er ”et produkt af besættelsen.”
Han mente endvidere, at USA og dets administration af Irak bærer ansvaret ”for det kaos, som finder sted i landet”, og slog samtidig fast, at USA har opdelt magten i Irak efter religiøse og etniske retningslinjer, og at denne opsplitning har været en medvirkende faktor til ødelæggelsen af landet.
”Irak topper nu listen over verdens mest korrupte lande,” tilføjede han.
Al-Maliki har tidligere været viceborgmester for administrationen i Basra og talsmand for den shiitiske præst Muqtada Al-Sadr i byen. Han blev dog fyret af Al-Sadr efter i august sidste år at have rejst krav om, at de tre provinser i det sydlige Irak, Basra, Amara og Nasiriya, skulle løsrive sig fra Irak. Al-Maliki stillede op ved besættelsesmagtens valg i januar og fik et sæde i ”parlamentet”.
Det er første gang, at en minister i det irakiske marionetstyre så åbent og i den grad retter kritik mod besættelsesmagten. Men kritikken knyttes ikke sammen med kravet om besættelsens øjeblikkelige afslutning, fordi det ville betyde enden for marionetstyret og dets politikere.
Derfor skal ”kritikken” nok nærmere ses som et udtryk for, at det irakiske folks modstand mod den to et halvt år lange besættelse nu er så stor og eskalerende, at selv dem, der samarbejder med besættelsesmagten, må komme frem med kritik af besættelsen for i det mindste i visse kredse, først og fremmest hos deres egen svindende sociale basis, at blive opfattet som i forbindelse med virkeligheden uden for Den Grønne Zone, hvor de holder til bag mure, pigtråd og tusindvis af amerikanske besættelsestropper, og hvor der på disse cirka 10 kvadratkilometer ikke er mangel på hverken el eller rent drikkevand.
20. august, 2005
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk