| |
CARSTENKOFOED.DK |
Af
Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 15. juli
2005
Den irakiske humanitære organisation Al-Iraqiyun (Irakerne) udtalte den 11. juli i Bagdad, at 128.000 irakere nu er blevet dræbt siden den 20. marts 2003, hvor den amerikansk ledede ”koalition af villige”, herunder Danmark, angreb og invaderede Irak i en FN-stridig krig.
Lederen af Al-Iraqiyun, dr. Hatim Al-Alwani, sagde i et interview med Mafkarat Al-Islam, at alle irakere, der er blevet dræbt efter den amerikansk ledede invasion af Irak, må betragtes som ofre for invasionen og tilføjede, at hele 55 procent af de dræbte er kvinder og børn under 12 år.
De data, som Al-Iraqiyun bygger sin undersøgelse på, stammer fra oplysninger fra såvel pårørende og familier til de dræbte som fra hospitaler i samtlige Iraks 18 provinser. De 128.000 døde omfatter kun dem, som med sikkerhed vides er døde, og hvor de pårørende er blevet informeret herom. De indbefatter således ikke dem, der er blevet kidnappet, angiveligt myrdet eller bare er forsvundet, hvilket alt sammen langt fra er ualmindeligt i dagens besatte Irak.
Tallet over døde irakere fra Al-Iraqiyun ligger meget godt i tråd med det tal, som rapporten ”Mortality before and after the 2003 invasion of Iraq: cluster sample survey”, der blev offentliggjort i det britiske lægetidsskrift The Lancet i oktober 2004, lagde frem. Rapporten i The Lancet konkluderede på baggrund af interviews med 990 husstande rundt omkring i Irak: (1) at krigen fra marts 2003 til september 2004 havde kostet omtrent 100.000 irakere livet, (2) at død på grund af vold hovedsageligt skyldtes besættelsestropperne, og (3) at risikoen for at dø som følge af vold var øget 58 gange efter invasionen.
Denne tendens bekræftes af Al-Iraqiyuns undersøgelse.
Retfærdigheden det vigtigste
Mindst 128.000 irakere er døde på grund af krigen, lyder det altså nu fra Irak. Det er i gennemsnit 160 mennesker om dagen siden marts 2003. Det er masseterror, begået af Bush’ USA, Blairs Storbritannien og Foghs Danmark, der alle for tiden i et ækelt, racistisk hykleri fordømmer en terrorhandling i London, som er langt mindre end dem, de selv er ansvarlige for i det besatte Afghanistan og det besatte Irak.
Hver og en dræbt iraker skyldes krigen og besættelsen, uanset hvordan de har mistet livet, for ansvaret for volden i Irak ligger alene på aggressorerne og besætterne, ikke på de frihedskæmpere, der kæmper en legitim modstandskamp for at befri deres fædreland fra de imperialistiske og zionistiske røvere, der startede en ulovlig krig for at stjæle det irakiske folks rigdomme, først og fremmest olien.
Kampen om antallet af døde irakere er ikke en ligegyldig kamp, hvor et par titusinder fra eller til kan være hip som hap. Det er heller ikke primært et spørgsmål om at nå en eller anden præcis akademisk sandhed med hensyn til antallet af døde, for den er meget svær – for ikke at sige umulig – at nå. Det drejer sig om noget langt vigtigere. Det drejer sig om respekt og retfærdighed for det irakiske folk, for dem, der med krigen og besættelsen har mistet livet, og for de pårørende, der i dyb sorg og mærket for resten af livet sidder tilbage uden deres kære.
Hvis retfærdighed over for irakerne overhovedet skal have nogen mening, så må deres mordere – krigsforbryderne Bush, Blair, Fogh m.fl. – stilles til ansvar for hver enkelt mord, som disse superterroristers ulovlige krig har medført i Irak, og der må betales krigsskadeerstatninger til den irakiske befolkning repræsenteret ved den frihedsregering, som bliver en realitet, når modstandsbevægelsen endeligt sejrer.
Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk