Carsten Kofoed: Saddam Hussein fortsætter modstandskampen i amerikansk fangenskab

Saddam Hussein fortsætter modstandskampen i amerikansk fangenskab

Af Carsten Kofoed, bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 3. juli 2005

Ifølge den arabisksprogede avis Al-Quds Al-Arabi den 29. juni har anonyme kilder tæt på Saddam Hussein og hans forsvarere sagt, at Iraks fængslede præsident har afvist at mødes med officielle repræsentanter for USA, så længe han sidder fængslet.

Ifølge avisens kilder skulle USA’s forsvarsminister Donald Rumsfeld have foreslået den irakiske præsident, at han ville slippe for dødsstraf i den igangværende såkaldte retssag mod ham og 11 andre højtstående irakiske ledere for forbrydelser begået i deres regeringstid, hvis han opfordrede den succesrige irakiske modstand til at nedlægge våbnene.

Saddam Hussein skulle ifølge sine forsvarere blandt andet have fortalt amerikanerne, at han kun vil forhandle ”som Iraks præsident og efter amerikansk tilbagetrækning” fra Irak.

Set i lyset af den situation, den vel nok vanskeligste, som den amerikansk ledede besættelsesmagt overhovedet har stået i siden ”indtagelsen” af Bagdad den 9. april 2003, forekommer det sandsynligt, at amerikanerne på alle mulige måder forsøger at bruge Saddam Hussein imod den irakiske modstand.

I april rapporterede Al-Quds Al-Arabi om et møde mellem Donald Rumsfeld og Saddam Hussein, hvor den amerikanske aggressor ”tilbød”, at alle fængslede irakiske ledere ville få mulighed for enten at komme i eksil i udlandet eller at deltage direkte eller indirekte i den nuværende irakiske marionetregering, hvis Saddam Hussein gik på tv og erklærede, at modstanden skulle nedlægge våbnene – og lade sig slagte kunne man tilføje.

Hele dette spil er en del af den proces, som besættelsesmagten bedriver for tiden. USA ønsker og oppisker til borgerkrig mellem Iraks forskellige etniske og religiøse grupper – kurdere og shiitter på den ene side og sunnitter på den anden – for at kunne bevare sin kontrol med Irak. Imens forsøger amerikanerne at trække de mest vaklende og opportunistiske dele af modstanden ind i den ”politiske” proces, en taktik, som ikke har andet formål end at splitte modstanden og efterfølgende likvidere resterne af den.

Men det ser ud til, at patrioten Saddam Hussein fortsætter kampen mod imperialismen fra sit amerikanske fangehul. Han gav ikke efter for imperialisternes pres igennem mere end 12 års sanktioner, deres kvælertag og folkemord i Irak, som dræbte mere end to millioner irakere. Han forlod ikke sit land, da verdens største og mest aggressive supermagt angreb, mens den løj over for hele verden. Han blev i Irak, fortalte sandheden om krigen til verdens befolkninger og planlagde og organiserede betingelserne for modstandskampen. Han blev taget til fange og tortureret af de amerikanske olierøvere, puttet ned i et hul og ydmyget i verdenspressen og for øjnene af det irakiske folk.

Men i dag, på trods af imperialismens massive løgne om Irak i almindelighed og Saddam Hussein i særdeleshed, så tør besættelsesmagten ikke engang vise sin egen illegitime, censurerede skueproces mod Saddam Hussein med lyd i tv. I stedet forsøger besætterne at udnytte Saddam Hussein til at svække og knække modstanden mod deres ulovlige besættelse.

Det viser, hvor ynkelige besætterne er. Men ynkelige er også dem, der her i Vesten foregiver at være imod besættelsen, ja ligefrem tilhængere af den irakiske modstand, men alligevel og som et billigt ekko af besættelsesmagten ikke bestiller andet end gang på gang at angribe Saddam Hussein og Baath-partiet for alle mulige ting, reelle som irreelle. For disse pseudoprogressive er kampen mod imperialismen noget, der foregår ved et skrivebord og med økonomisk støtte fra den imperialistiske stat.

Kendsgerningen er, hvad enten man kan lide det eller ej, at det er Saddam Hussein og Baath-partiets fortjeneste, at der overhovedet findes en organiseret modstand i Irak i dag, og at den er så stærk, som tilfældet er. Det er et faktum, at denne irakiske modstand som ingen anden kraft i dag retter dødbringende slag mod den amerikanske imperialisme og har forhindret dette blodtørstige monster i at angribe flere andre lande. Og det er også en realitet, at der uden denne modstand hverken ville eksistere international fokus på Irak eller den verdensomspændende fredsbevægelse, som giver perspektiver om en anden og bedre verden for klodens store flertal.

Alt dette burde give anledning til en vis ydmyghed og nuancering, når det gælder den irakiske modstand og i særdeleshed Saddam Hussein og Baath-partiet.