Ligesom under optakten til angrebet på Irak, hvor danskerne og de vestlige befolkninger i almindelighed blev tudet ørerne fulde med løgn om Iraks masseødelæggelsesvåben, forbindelser til Al-Qaida og Irak som trussel mod verdensfreden for at sikre en vis opbakning til angrebskrigen eller i det mindste passivitet, så er det nu den irakiske modstand og dem, der støtter den og informerer om dens holdninger, som er angrebsmål for aggressorernes propaganda.

Når besættelsesmagtens misinformation skal have et mere akademisk og objektivt skær, inddrages de såkaldte Mellemøst-eksperter. Det er velbetalte forskere, der som oftest er tro mod den til enhver tid siddende regering. En af de mere fremtrædende af slagsen er Helle Lykke Nielsen (HLN), lektor ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Hun har spillet en hovedrolle i hetzen mod Komiteen for et Frit Irak, idet det var hende, som i juni i Jyllands-Posten i form af artiklen ”Hvad laver Baath-partiet i Europa?” (1) mistænkeliggjorde og forsøgte at stemple komiteen som en organisation, der er på kant med terrorloven, en lov, som dramatisk har indskrænket de demokratiske rettigheder i dette land.

Men når man som HLN angriber, så må man – ligesom i Irak for øvrigt – også forvente et svar. Og eftersom HLN er en gennemgående og meningsdannende figur i den hjemlige diskussion om Irak, vil jeg ikke bare give et svar, men også behandle hende og hendes synspunkter lidt mere uddybende. Jeg håber dermed at vise, hvor HLN står, når det gælder mellemøstlige forhold, og at det er en meget dårlig idé at lytte til hendes ”analyser” – i hvert fald hvis man søger en dybere forståelse af begivenhederne i Mellemøsten.

Men inden jeg besvarer de konkrete påstande, som HLN fremlægger i ovennævnte artikel, så er det værd for bedre at kunne forstå baggrunden for HLN’s angreb mod Komiteen for et Frit Irak og solidariteten med den irakiske modstand lige kort at kigge på, hvad hun egentlig har sagt før og under den krig mod Irak, som selv FN’s amerikanskvenlige generalsekretær Kofi Annan har erklæret ulovlig.

HLN før og under krigen mod Irak

Ligesom Bush, Blair og Fogh argumenterede HLN kraftigt for, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og udgjorde en akut trussel:

”Hvorfor skulle det så være så usandsynligt, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben og måske oven i købet har viljen til at bruge dem?,” (2) spurgte hun i en stærkt krigsophidsende artikel blot en uge før aggressionen, mens hun ligesom Fogh beskyldte den verdensomspændende fredsbevægelse for at gå Saddam Husseins ærinde.

Og godt to uger inde i krigen lød det fra en selvsikker HLN:

”Hvis det viser sig, at Marashis analyse er korrekt (at Irak skjulte masseødelæggelsesvåben, CK), må det være det endelige bevis, der kan få krigsmodstanderne til at tie og se virkeligheden i øjnene.” (3)

I dag kan vi konstatere, at HLN’s ”ekspertudsagn” ikke var andet end det pure opspind, et billigt, pseudointellektuelt ekko af den løgnagtige krigspropaganda, som Bush, Blair og Fogh bedrog de naive i verden med, og som de efterfølgende gav efterretningstjenesterne skylden for. Vi krigsmodstandere, som HLN arrogant skosede før krigen, havde selvfølgelig ret, for Saddam Hussein og Irak havde alt at tabe på en krig. Den irakiske præsident måtte se sig afsat af USA’s enorme militærmaskine, og det irakiske folk måtte igennem krigens og besættelsens ufattelige lidelser.

I april 2003 krævede HLN altså, at krigsmodstanderne skulle se virkeligheden i øjnene. I dag, mere end to år efter, hvor en blodig besættelse dag for dag forlænger irakernes lidelser, og hvor de vestlige ledere, som HLN støttede i deres ulovlige krig, er blevet afsløret som blodbesudlede løgnere, har HLN selv ikke set noget som helst i øjnene.

I dag har HLN uden samvittighedskvaler simpelthen blot sat en anden plade om Irak på grammofonen. Nu spiller hun en plade med numre som ”Demokratisering” og ”Genopbygning”, som ”underligt nok” igen er præcis den samme plade, som alle de vestlige krigsforbrydere nu også spiller, efter at den gamle plade med titlen ”Masseødelæggelsesvåben og Al-Qaida” begyndte at lyde falsk. På den nye plade findes dog ingen numre med ”Krig for olie”, ”Israel – vinder i krigen mod Irak” og ”Abu Ghraib-tortur”. Også den nye plade lyder mere og mere falsk, som dagene går. Den er fuld af ridser og snart helt ødelagt.

HLN’s hetz mod Komiteen for et Frit Irak

Men nu til HLN’s hetz mod Komiteen for et Frit Irak. HLN har været en tur på Internettet, og der har hun – blandt de tusindvis af hjemmesider, der beskæftiger sig med Irak – fundet hjemmesiden www.free-iraq.org (spejlside, comitesirak.free.fr), der kalder sig Irak-komiteerne. Nu skal man som udgangspunkt passe meget på med at drage en masse konklusioner om en organisation udelukkende ud fra en hjemmeside, for det kræver nemlig ikke andet end en enkelt ihærdig webmaster for at holde en sådan side nogenlunde opdateret og dermed give indtryk af, at der gemmer sig mere bag siden, end der i virkeligheden er tilfældet.

Men HLN kaster sig med barsk og bram ud i sit projekt for at sandsynliggøre, at irakiske baathister er i færd med at oversvømme Europa. Hun skriver:

”Det irakiske Baath-parti ser ud til at have etableret sig i fransktalende storbyer som Paris og Bruxelles og i den fransktalende del af Schweiz allerede tilbage i juni 2003 det er i hvert fald hvad organisationens franske talsmand, Luc Michel, angiver …” (4)

Nu bliver Luc Michel ikke franskmand af, at HLN hævder det. Han er rent faktisk belgier, hvilket da også fremgår af interviewet med ham i Jyllands-Posten den 13. juni (5). Men netop det med sprog og nationalitet vier HLN ikke den store opmærksomhed, for det har tilsyneladende ikke undret hende, at Irak-komiteerne slet ikke har noget arabisksproget materiale på deres hjemmeside. For ville det dog ikke være meget naturligt at have det, hvis disse komiteers målgruppe – som led i den opbygning af det irakiske Baath-parti i Europa, der ifølge HLN finder sted – netop er arabisktalende indvandrere og flygtninge?

Men inden man som HLN bevæger sig ud i flygtige teorier om irakiske baathisters indtog i Europa, ville det da være relevant først at spørge, hvad nytten af at organisere det irakiske Baath-parti i Europa egentlig skulle være. Det er temmelig svært at se. Det må derimod slås fast, at det irakiske Baath-parti er et parti med dybe rødder i den irakiske befolkning. Det har eksisteret i Irak siden starten af 1950’erne, og det var fra 1968 til 2003 regeringsbærende i landet. I dag kan det stadig mønstre flere millioner medlemmer og sympatisører i Irak og ville uden større problemer kunne feje alle andre politiske kræfter i Irak af banen, dersom de mere end 150.000 udenlandske besættelsestropper forlod Irak. Det irakiske Baath-parti reorganiseres i Irak, af irakere og under illegalitetens betingelser, for at bekæmpe og uddrive besættelsesmagten fra Irak.

Men efter HLN’s ”vægtige beviser” på, at Irak-komiteerne er et centrum for opbygningen af det irakiske Baath-parti på europæisk grund, forsøger hun senere i artiklen at etablere ”den danske forbindelse”. Hun skriver:

”Den franske forbindelse til det irakiske Baath-parti har også en mindre udløber til Danmark, hvor Komiteen For Et Frit Irak, der ganske aktivt har organiseret demonstrationer mod krigen i Irak rundt om i Danmark …” (6)

Det er vanskeligt at se, om det i dette tilfælde blot er elendig research eller bevidst fordrejning, når HLN skriver, at Komiteen for et Frit Irak ”ganske aktivt har organiseret demonstrationer mod krigen i Irak rundt om i Danmark”.

Sandheden er nemlig, at de store antikrigsdemonstrationer har været organiseret af paraplyorganisationen Nej til Krig, hvor adskillige politiske partier og organisationer, herunder Komiteen for et Frit Irak, deltager. Men hvis man studerer HLN’s tidligere skriverier, så kan man få en idé om, hvorfor det ud fra hendes synspunkt er hensigtsmæssigt at gøre Komiteen for et Frit Iraks rolle i antikrigsbevægelsen større, end den i virkeligheden er.

Her er et citat fra en artikel, som er skrevet af HLN før krigen, og som illustrerer hendes tankegang:

”For hvis det bliver synligt i den offentlige debat, at de folk, der støttede bin Laden og var godt tilfredse med resultatet af 11. september, højlydt støtter Saddam eller anklager Danmark for at stille soldater i en krig mod den irakiske befolkning, vil de få en svær sag.” (7)

Omskrevet til juni 2005: Hvis det bliver synligt i den offentlige debat, at de folk, der er imod krigen mod og besættelsen af Irak, altså antikrigsbevægelsen, er Saddam-tilhængere, vil de få en svær sag.

Det er præcis dette ærinde, som krigs- og besættelsestilhængeren HLN med sit angreb på Komiteen for et Frit Irak er ude i.

Og hvordan prøver HLN så at koble Komiteen for et Frit Irak og dermed antikrigsbevægelsen til denne Luc Michels Irak-komiteer, der sandsynligvis ikke er centrum for noget som helst andet end, at de oversætter og offentliggør materiale fra Iraks Baath-parti, idet de hverken har deltaget på nogen af de internationale konferencer til støtte for den irakiske modstand, som har været afholdt, eller har mobiliseret til de internationale demonstrationer, som også har fundet sted? Jo, de to organisationer har såmænd hjemmesideadresser og navne, der ligner hinanden!

HLN skriver således, at Komiteen for et Frit Irak ”på flere måder udviser fællestræk med den franske organisation: Sammenlign f.eks. den danske webadresse: http://www.fritirak.dk med den franske http://www.free-iraq.org/. Også den danske forenings engelske titel, The Committee for a free Iraq, Denmark, leder tanken hen på, at der her er tale om en større organisation med en dansk afdeling.” (8)

Man kan næsten ikke tro, at en universitetslektor i ramme alvor vil bruge ovenstående som en slags dokumentation for en dansk forbindelse til det irakiske Baath-parti. Enhver seriøs og ærlig forsker, som var interesseret i sandheden, havde, mens vedkommende surfede rundt på organisationernes hjemmesider og for eksempel undrede sig over, hvorfor disse organisationer monstro ikke linker til hinanden, taget kontakt til de implicerede parter, herunder Komiteen for et Frit Irak, for at få førstehåndsinformation. Men det gjorde ”forskeren” HLN ikke.

Hos os kunne hun have fået at vide, at vi har taget navnet ”Komiteen for et Frit Irak”, fordi vi i al sin enkelhed ikke har kunnet finde på et bedre, og at vi har tilføjet et ”Denmark” i vores engelske navn, skyldes den meget ”suspekte” kendsgerning, at vi rent faktisk hører hjemme i Danmark. Vi er ikke en dansk afdeling af noget som helst. Vi er en selvstændig dansk organisation, som også deltager i det internationale solidaritetsarbejde omkring støtten til den irakiske modstandsbevægelse, hvilket i sagens natur kræver et internationalt anerkendt navn.

HLN’s tredje og sidste ”bevis” på det irakiske Baath-partis ”danske forbindelse” er, at Komiteen for et Frit Irak har bragt materiale fra Iraks Baath-parti, idet hun skriver:

”Og så har foreningen publiceret danske oversættelser af Izzat Ibrahim al-Duris bulletiner og nogle af Baath-partiets dokumenter og lagt dem ud på deres hjemmeside ganske som den franske.” (9)

Det er utvivlsomt rigtigt, at Komiteen for et Frit Irak har bragt Baath-partiets materiale, men igen præsterer HLN en grundighed i efterforskningen, som, hvis politiet havde en lignende, ville give tyveknægtene kronede dage. Hun bemærker ikke en helt afgørende forskel mellem Irak-komiteerne og Komiteen for et Frit Irak, nemlig den, at vi i modsætning til Luc Michel og co. ikke udelukkende bringer materiale fra det irakiske Baath-parti. Vi forsøger at formidle bredden i den irakiske modstandsbevægelse, og derfor bringer vi også udtalelser fra irakiske kommunister, panarabister, Al-Sadr-bevægelsen osv., samtidig med at vi forsøger at skildre besættelsen af Irak på alle mulige andre måder.

Og det er disse irakiske stemmer, modstandens stemmer, som HLN ikke bryder sig om, fordi de giver et andet og langt mere sandfærdigt billede af Irak, end det HLN selv har givet og giver.

Og hun raser mod komiteens herboende irakere, idet hun finder det ”absurd, at nogle af komiteens bestyrelsesmedlemmer og sikkert også nogle af foreningens medlemmer – selv er flygtet fra Saddam og Baath-partiet og har fået asyl og siden dansk statsborgerskab, for så i dag at fungere som talerør for selv samme partis propagandamaskine og sikre udbredelsen af partiets slagord på dansk.” (10)

Men det, der er absurd i denne forbindelse, er HLN’s manglende fatteevne. Det kunne jo være, at de irakiske flygtninge nok var imod Saddam Husseins styre, men mente, at det var et internt irakisk anliggende; at krigen og besættelsen ikke har medført noget som helst positivt for det irakiske folk, men betydet mere end 100.000 irakeres død og et smadret land; at besættelsens ophør er en forsætning for en politisk og økonomisk udvikling på det irakiske folks betingelser, og at man derfor må samle den bredest mulige nationale front, inklusive Baath-partiet, mod besættelsesmagten. Men nej, det er nok svært for folk, der er så gennemsyret af vestlig chauvinisme som HLN, at forstå.

Så den fascistoide HLN truer i stedet med bål og brand:

”Skal man tage den danske terrorpakkes ord om, at ingen må opildne til terror for pålydende, kan den danske komite næppe være i tvivl om, at al-Duris ord bevæger sig på kanten af det tilladelige …” (11)

Så disse irakere, denne legitime modstandsbevægelse, der i Irak bekæmper en ulovlig krig, må ikke, hvis det står til danske HLN, udtale sig om forholdene i deres eget land og da slet ikke opfordre til at gøre det af med landsforrædere, hvilket alle modstandsbevægelser, inklusive den danske, har gjort gennem historien. Det er tilsyneladende også HLN’s holdning, at Komiteen for et Frit Irak skal stå til ansvar for, hvad Izzat Al-Douri og Iraks Baath-parti mener. Med samme besynderlige logik kunne man også anklage eksempelvis TV2 for at være ”på kanten af det tilladelige”, når tv-stationen sender et program, hvor en Osama bin Laden toner frem på skærmen og opfordrer til hellig krig mod USA.

HLN’s logik er i det hele taget så bizar, at det er svært at se den som andet end et udtryk for et ubændigt had til dem, der forsøger at pille ved det forvrængede billede af Irak, som hun i årevis og stort set uimodsagt har kunnet tegne, fordi dem, der reelt vidste noget om Irak her i landet, var meget få og især fandtes blandt eksilirakere. Trods ihærdigt arbejde og stor viden nægtedes disse eksilirakere adgang til de danske massemedier og var desuden under et hårdt socialt pres fra et fjendtligt og med tiden mere og mere politisk korrumperet eksilirakisk miljø, domineret af Iraks Kommunistiske Parti, der efter Murens fald i 1989-91 kastede sig i armene på USA og i dag kollaborerer åbenlyst med besættelsesmagten. Det var et miljø, hvor enhver beskrivelse af Irak som andet end ”dagligt massemord” blev udlagt som støtte til den irakiske regering.

HLN og Israel

I forbindelse med krigen mod Irak er det umuligt at se bort fra Israels rolle. Før krigen var Irak nemlig en væsentlig antizionistisk kraft i regionen og ydede det besatte palæstinensiske folk værdifuld støtte i dets kamp mod den brutale israelske besættelse. Efter Bagdads fald den 9. april 2003 mente den israelske krigsforbryder Ariel Sharon, at nu, hvor deres store beskytter var væk, måtte palæstinenserne se at komme til fornuft, det vil sige at opgive deres kamp mod zionisterne og deres besættelse.

Derfor er det også interessant at finde ud af, om der er noget sammenfald mellem en antiirakisk holdning og så holdningen til Israel.

For HLN var det undertrykte palæstinensiske folks legitime leder Yassir Arafat ”Saddams støtte par excellence” (12). Når man siger sådan i Vesten, er det stort set det samme som at sige, at Arafat var fanden selv. Da palæstinenserne i september 2000 indledte deres 2. Intifada mod den mere end 35 år lange og FN-stridige israelske besættelse, havde HLN følgende bud på, hvad der skulle til for at få stoppet blodsudgydelserne i Palæstina:

”Der skal det til, at Arafat skal se, om han kan få styr på sine folk. Sagen er jo den, at han jo bare har ladet stå til.” (13)

Men har Israel og landets besættelse af palæstinensisk jord da ingen rolle i konflikten? HLN siger:

”I sidste ende er det jo ikke Israel, der har et problem. Selvfølgelig vil dele af det politiske liv i Israel og dele af befolkningen gerne have fred, men der er også en grænse for, hvad de vil være med til, og den er åbenbart nået nu.” (14)

Ifølge HLN er det ikke Israels besættelse, der er det grundlæggende problem i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er snarere araberne, som har et helt forkert billede af Israel, USA og Vesten, ja selv de veluddannede arabere, fordi de informationer, som de bygger deres ”forståelse af 11. september, Israel og krisen mellem USA og Irak på, ikke stammer fra vestlige kilder.” (15)

Set i lyset af alle de krigsløgne, som de vestlige medier præsenterede som fakta op til krigen mod Irak, er der nok meget god grund til at være overordentlig skeptisk over for disse vestlige kilder, som HLN forherliger. En tv-station som Al-Jazeera er lysår foran både TV2 og DR, hvad kritisk journalistik og forbindelse til sandheden angår. Det har dækningen af Irak bevist mere end noget andet.

Den prozionistiske HLN står entydigt på Israels side i Mellemøsten. Det giver en god forklaring på hendes konstante angreb på panarabismen og den irakiske baathisme, som ikke har indgået nogen fred med zionisterne, men tværtimod ser dem som det, de er: en aggressiv og racistisk forpost for amerikansk overherredømme i Mellemøsten.

Brændende behov for reel information om Irak

HLN har i næsten 20 år skrevet om Saddam Hussein. I 2004 udkom hendes bog, ”Saddam – fyrsten fra Tikrit”, som af pladsmæssige hensyn ikke skal kommenteres her. Det ville der ellers være god grund til for at yde sandheden bare lidt retfærdighed. Men man kan få en fornemmelse af troværdigheden af HLN’s arbejde ved at konstatere, at HLN mener at vide, at ”Saddam Hussein i sine krigsforbrydelser ikke ser ud til at lade Hitlers meget efter.” (16)

Som bekendt myrdede Hitler under 2. verdenskrig mere end 25 millioner mennesker alene i Sovjetunionen. Det tal overgår Iraks nuværende indbyggertal, så egentlig skulle der være meget få irakere tilbage i Irak, hvis HLN’s omtrentlige og dybt perverse sammenligning skulle have noget som helst med virkeligheden at gøre.

HLN har gjort ”karriere” i at dæmonisere Saddam Hussein. Det har skadet diskussionen af Irak kolossalt, fordi den irakiske præsident er blevet gjort synonym med Irak. Den danske offentlighed har på det nærmeste fået det indtryk, at der i Irak hverken eksisterede en regering, politiske partier eller en befolkning på 25 millioner. Dæmoniseringens sigtekorn har været rettet på Saddam Hussein. Og det har i sandhed været et meget overkommeligt stykke arbejde, for det har ikke været mange kritiske eller dybdeborende spørgsmål, der er blevet stillet til HLN gennem tiden. For hvem har overhovedet villet træde op i forsvar for Saddam Hussein og Irak? Hvem turde yde én, som ”eksperter” sammenlignede med Hitler, bare en smule retfærdighed, i sandhedens tjeneste?

Men flere og flere ønsker heldigvis reel viden om Irak, også i Danmark, fordi de vestlige ledere og massemedier er blevet taget i den ene løgn om Irak efter den anden. Mere end nogensinde har den danske befolkning behov for sandfærdig information om Irak, om Iraks historie og landets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale udvikling.

I denne beskrivelse er det meget svært at se, at folk som HLN, der villigt har kolporteret og på alle måder understøttet krigsforbrydernes og besætternes løgne om Irak, og hvis arbejdsmetode i forbindelse med hendes ”research” omkring Iraks Baath-parti og Komiteen for et Frit Irak mildest talt lader meget tilbage at ønske, har noget som helst reelt at bidrage med. Det er alene op til krigsmodstanderne, de seriøse forskere, som findes, og solidaritetsorganisationer som Komiteen for et Frit Irak at fortælle den historie. Den opgave må vi ikke svigte.

Noter:
1. Lykke Nielsen, Helle: Hvad laver Baath-partiet i Europa?, Jyllands-Posten, 7. juni 2005, http://www.fritirak.dk/artikler/presseklip/2005/0607-kfi-hln.htm
2. Lykke Nielsen, Helle: Muslimernes dilemma i Irak-krisen, Jyllands-Posten, 13. marts 2003.
3. Lykke Nielsen, Helle: ”Vi har skam ingen ulovlige missiler i Irak”, Information, 3. april 2003.
4. Som note 1.
5. Ullerup, Jørgen: Baath-partiet: 6.000 medlemmer af Baath-partiet i Europa, Jyllands-Posten, 13. juni 2005.
6. Som note 1.
7. Som note 2.
8. Som note 1.
9. Som note 1.
10. Som note 1.
11. Som note 1.
12. Som note 2.
13. Damkjær, Ole: Arafats position i fare, Berlingske Tidende, 13. oktober 2000.
14. Som note 13.
15. Lykke Nielsen, Helle: Fjendens ansigt, Fyens Stiftstidende, 24. januar 2003.
16. Lykke Nielsen, Helle: Stærke mænds undergang, Jyllands-Posten, 8. april 2005.

---

Copyright © 2005-2010 carstenkofoed.dk